Brækrefleksen – din sikkerhed

Du ser det for dig: pludselig har den lille grovæder fået en bid mad galt i halsen og du må holde hovedet koldt, have hende op på armen og dunke hende hårdt mellem skulderbladene.
Men så galt behøver det heldigvis ikke gå, selvom du vælger at lade hende spise selv

Dit barn er født med en virkelig effektiv brækrefleks. Du vil opleve, at hun allerede er ved at kaste op, i det øjeblik din finger rører hendes tunge, hvis du f.eks. lige skal mærke efter tænder. Netop den brækrefleks er din allerbedste sikkerhed for, at dit barn selv kan styre maden selv i starten.
Allerførst vil det meste mad per automatik blive skubbet ud igen. Når hun sutter laver tungen en bevægelse der skubber udad – det er den måde hun bruger den på, når hun ammer eller får flaske.

Hun kan endnu ikke styre sin tunge, og få den til at føre mad rundt i munden og tilbage til svælget, så det kan sluges. Skulle avokadostykket alligevel komme for langt bagud i munden, vil brækrefleksen blive aktiveret og stykket vil hurtigt komme ud igen.
Din datter vil begynde at sige lyde som om hun kaster op, hendes tunge vil måske stikke ud af munden og kort tid efter vil maden komme ud. Hvis avokadoen er kommet lidt længere tilbage, kan det være der kommer lidt mælk fra det tidligere måltid med op.

Her er et eksempel på, hvor effektiv brækrefleksen er – og hvor dygtige de små faktisk er. Det er pigens allerførst måltid! Hun sidder blandt andet med en kogt kold kartoffel, og det er den hun får taget en bid af, som aktiverer brækrefleksen.
(Brækrefleksen aktiveres omkring 1:30). Tusinde tak til Linda Andersen for videoen.

Som forælder kan det virke voldsomt at være vidne til – derfor er det måske meget rart, at se et par videoer af andre børn der bruger deres brækrefleks. Du kan se flere eksempler på brækrefleksen på vores youtube-kanal.

Du vil sikkert opleve, at det slet ikke påvirker dit barn, som ufortrødent tager fat i en ny håndfuld mad og putter den ind i munden.

Det er dog altid en god idé, at tage et kursus i førstehjælp, skulle uheldet nu alligevel være ude. Og det er jo også godt at have til fingre der kommer i klemme, bliver brændt eller andre uheld, som kan indtræffe i hjemmet.

(Uddrag fra bogen “Jeg kan godt selv – en introduktion til baby-led weaning”, lettere omskrevet)

Share

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *