Det frie valg

Ingen bånd og kontrakter der binder os til noget, vi ikke er sikre på. Vi har valgt at tage risikoen og selv udgive bogen

Fredag i sidste uge takkede vi nej til den forlagskontrakt, vi har fået tilbudt. Dagen før havde vi været til møde om alternative muligheder, for at udgive selv, og tror vi har fundet den løsning, vi skal gå med. En løsning der betyder, at vi ikke nødvendigvis skal lægge de første 50-100.000 kroner på bordet, inden vi overhovedet har set bogen.

Et professionelt team bag bogen
Vi har lavet en aftale med kompetente redaktører og korrekturlæsere, en professionel grafiker og en prisvindende fotograf. De skal være med til, at skabe et lækkert, inspirerende, professionelt og brugbart produkt. Det skal være en god bog; lækker at bladre i, at have stående og at give som gave!
Vi har besluttet, at den skal have en ekstra indbinding, som gør den nem at tørre af, hvis du sidder og læser, mens du giver flaske eller ammer – og der pludselig er mælk ud over det hele.
Vi vil have flapper i, så du nemt kan lægge den fra dig uden at tabe tråden, når trolden vågner fra sin lur midt i en sætning.
Vi er ved at vælge, hvilken type papir vi gerne vil have, planlægge den første foto-session og brainstormer allerede på markedsføringsplan og PR-tiltag.

Farver, billedstil og layout
Vi har de sidste uger været i bogbutikker og på biblioteket, samlet fotos og diskuteret farver og billedstil. Vi har lavet en collage af de ting og farver, vi godt kan lide; et såkaldt mood board. Det hele er sendt til vores grafiker i London, og vi glæder os til at vise jer det første udkast til layoutet af bogen.
Imens alt det her sker, skriver vi selvfølgelig også. Vi skriver om vitaminer, tarmsystem, motorisk udvikling og kræsenhed. Vi skriver om Baby-led Weaning i en dansk kontekst, dets fordele og udfordringer.
Vi har truffet et valg, der gør os frie til, at skabe netop den bog, vi gerne vil skabe – og fjerner alle sikkerhedsnet under os!

Tidplanen er stadig, at bogen udkommer i første kvartal 2015.

Share

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *