Hvornår skal baby have fast føde?

At baby endelig skal have noget andet end modermælk eller erstatning er en stor oplevelse for både forældre og barn. Når man praktiserer BLW, skal man vente til cirka seks måneder med at tage det skridt. Og det er faktisk netop det, myndigheder og eksperter anbefaler

I dag begynder omkring 70 procent af danske forældre, at give deres barn fast føde (defineret som alt andet mad og drikke end modermælk eller modermælkserstatning) inden barnet er seks måneder. Det gør de på trods af, at både WHO og den danske Sundhedsstyrelse anbefaler, at man venter til seks måneder.

WHO’s anbefaling er baseret på studier der viser, at fuldamning de første seks måneder ikke har uhensigtsmæssige konsekvenser for barnet i forhold til vækst og ernæringsstatus. Samtidig viste studier, også fra Europa (Hviderusland), at fuldamning i de første seks måneder, sammenlignet med kun fire måneder, mindskede risikoen for mave-tarm infektioner hos børnene[1] (Læs WHOs rapport “The optimal duration of exclusive breastfeeding” ). Nogle børneernæringseksperter har dog sat spørgsmålstegn ved, om disse studier, der hovedsageligt er udført i u-lande, kan sammenlignes med forholdene her i Vesteuropa[2]. Derfor bliver det stadig diskuteret, om der også her i Danmark, er en fordel i forhold til mave-tarm infektioner. Men det er i hvert fald sikkert, at der ikke er nogle bagsider i forhold til vækst og ernæringsstatus.

Myter om tarmene
Når man taler om at vente til seks måneder med at give fast føde, støder man ofte på argumenter om, at tarmene er umodne tidligere eller at de enzymer, der skal fordøje maden, ikke findes før i 6-månedersalderen. WHO’s anbefalinger er ikke baseret på, at børn ikke er fysiologisk parat til at indtage fast føde før, de er fyldt seks måneder. Når et barn er over fire måneder, er fordøjelsessystem og nyrer udviklet til så småt at kunne håndtere fast føde[3]. Barnets tarme vil altid være umodne før fast føde bliver introduceret, fordi produktionen af fordøjelsesenzymer netop bliver stimuleret som en reaktion på, at tarmene bliver udsat for rigtig mad. En øget risiko for allergier, diabetes og cøliaki (glutenallergi) er alene forbundet med introduktion af fast føde før fire måneder, og ikke ved introduktion af mad mellem fire og seks måneder[3].

Vent og reducér risiko for overvægt og tarminfektioner
Selvom der måske ikke er den store risiko forbundet med at introducere fast føde til børn over 4 måneder i vores del af verden, så det giver altså stadig mening at tøjle sin egen iver og lade barnet vente med at få fast føde til de cirka seks måneder. Hvis du venter til dit barn er seks måneder, kan du med det samme give barnet den samme mad som I andre får. Derudover kan fuldamning de første seks måneder som sagt reducere risikoen for mave-tarm infektioner.

I tillæg til det, har et forskningsprojekt på Københavns Universitet påvist en sammenhæng mellem tidlig introduktion af fast føde og senere risiko for overvægt. For hver måned man ventede med at introducere mad i alderen mellem fire og seks måneder, faldt risikoen for senere overvægt med 6-10%. Hvis man introducerede mad ved fem måneder frem for fire måneder, var der altså mellem 6 og 10 procent mindre risiko for overvægt senere i livet. Og på samme måde, hvis man ventede til 6-månedersalderen[4].

Hvis du har valgt at bruge BLW-metoden, skal du også af sikkerhedsmæssige årsager, vente til barnet er omkring seks måneder. Det er først i den alder, at børn er stærke nok til at sidde op uden særlig støtte og selv kan håndtere, tygge og sluge mad, der ikke er flydende.

BLW følger anbefalingerne
Når du praktiserer BLW, følger du helt naturligt anbefalingen om fuldamning (eller erstatning) til barnet er omkring seks måneder. Det følger og understøtter også barnets motoriske udvikling. Et barn på fire måneder kan slet ikke spise og synke mad selv, medmindre det er blended helt fint. Derfor er man netop nødt til at give mos og tynd grød, hvis man starter på at give mad allerede ved fire måneder. BLW-børn får rigtig mad fra starten. Med de ovenstående evidensbaserede anbefalinger i baghovedet, skal du som BLW-forælder, lade dit barn vise dig vejen: Hvis dit barn på fem en halv måned sidder fint, holder hovedet og selv kan håndtere blød mad som banan, melon eller et stort jordbær, så lad ham bare være med. Der er ingen forskning, der indikerer at dette på nogen måde skulle være skadeligt.

Det ”åbne vindue”
Sundhedsplejersker taler nogle gange om, noget de kalder ”det åbne vindue”. De vil måske fortælle dig, at hvis du venter for længe med at introducere fast føde, vil dit barn have mistet interessen og det vil blive problematisk at få gang i maden. Denne erfaring er dog baseret på børn, der passivt bliver madet med ske. Skemadning er nok ikke den mest interessante aktivitet for et barn på seks måneder, der elsker at undersøge og udforske alt omkring sig? Jo ældre børn bliver, desto mere bevidste bliver de også. Derfor bliver det sværere at påtvinge dem vores ønsker og behov, og de små begynder at protestere imod passivt at blive madet. Hvis de derimod får lov til helt selv at lege, undersøge og opdage en ny verden af mad og alle de sanseindtryk der følger, er det ikke svært at fange deres interesse. Tværtimod oplever mange forældre, at barnet slet ikke kan få nok af denne nye leg.

Du skal også være opmærksom på, at en del forskning peger på, at hele madvarer skal introduceres, før børn er 9-10 måneder gamle. Venter du længere, er der øget risiko for at børn ikke kan lide klumpet’ mad senere i barndommen, eller at de generelt bliver mere kræsne [5] [6] [7]. Det kommer du nemt udenom, hvis du vælger at gå BLW-vejen.

 

[1] WHO. The optimal duration of exclusive breastfeeding: Report of an expert consultation; world health organization: Geneva, Switzerland. . 2001.

[2] Agostoni, C., Braegger, C., Decsi, T., Kolacek, S., Koletzko, B., Michaelsen, K. F., … & ESPGHAN Committee on Nutrition. (2009). Breast-feeding: A commentary by the ESPGHAN Committee on Nutrition. Journal of pediatric gastroenterology and nutrition49(1), 112-125.

[3] Agostoni C, Decsi T, Fewtrell M, et al. Complementary feeding: A commentary by the ESPGHAN committee on nutrition. J Pediatr Gastroenterol Nutr. 2008;46(1):99-110.

[4] Schack-Nielsen L, Sorensen TI, Mortensen EL, Michaelsen KF. Late introduction of complementary feeding, rather than duration of breastfeeding, may protect against adult overweight. Am J Clin Nutr. 2010;91(3):619-627

[5] Northstone K, Emmett P, Nethersole F. The effect of age of introduction to lumpy solids on foods eaten and reported feeding difficulties at 6 and 15 months. Journal of human nutrition and dietetics. 2001;14(1):43-54

[6] Coulthard H, Harris G, Emmett P. Delayed introduction of lumpy foods to children during the complementary feeding period affects child’s food acceptance and feeding at 7 years of age. Maternal & child nutrition. 2009;5(1):75-85

[7] Lundy B, Field T, Carraway K, et al. Food texture preferences in infants versus toddlers. Early Child Development and Care. 1998;146(1):69-85

Share

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *