Slip kontrollen – stol på baby

Baby-led weaning giver barnet kontrollen og beder dig stole på dit barn. Det er lettere sagt end gjort

Får han nu nok at spise? Er mælken nok til at mætte ham? Når han vågner om natten, er han så sulten?
Omgivelsernes spørgsmål og dine egne bekymringer kan skabe en masse usikkerhed blandt forældre. Hvad enten du vil praktisere BLW, allerede er i gang med BLW eller er gået den traditionelle vej med grød og mos er det vigtigt at føle sig tryg ved, at guldklumpen får nok at spise.
Selvfølgelig skal de små ikke fejlernæres. Men de kan altså meget mere selv, end vi måske går og tror.

Den naturlige udvikling og instinkter
Børn lærer ikke at gå fra den ene dag til den anden. De begynder at møve sig rundt på maven, forlæns eller baglæns. De kommer mere op og får kravlet, træner balancen ved at stå og holde fast i stoleben og bordkanter og en dag tager de deres første små skidt – og falder på bagdelen. Det kræver træning, men de lærer det. Det er en naturlig og instinktiv udvikling for de små. Sådan er det også med at lære at spise.
Et lille barn kan ikke finde ud af at spise, bare fordi du sætter en tallerken med mad foran ham. Og han lærer ikke at spise, fordi du mader ham med en ske. Han skal træne sin motorik til at samle maden op, koordinere at få den ind i munden, lære at tygge og sluge – og ikke mindst: lære, at mad også kan gøre ham mæt.
Baby-led weaning lader barnet gennemgå hele denne læringsproces uden stress og med tryghed og sikkerhed for, at han får sit behov for næring dækket igennem modermælk/erstatning. Mens barnet lærer at spise, får han nemlig stadig flaske/bliver ammet når han efterspørger det. Det handler ikke om, at skifte mælken ud med et måltid mad, men om at give ham en god oplevelse og en tryg og sjov start på livet med rigtig mad.
Både modermælk/erstatning er meget fedt, mætter godt og giver en god base for at udforske rigtig mad stille og roligt. Hvis du giver grød og mos, er ekstra fedtstof nødvendigt, fordi du ofte vil forsøge at erstatte et mælkemåltid med et grødmåltid. Det er ikke målet og pointen ved BLW. Du skal lade barnet styre overgangen og selv skære ned på mælkemåltiderne. Så længe du stadig ammer/giver flaske er det ikke nødvendigt at tilsætte ekstra fedtstof til maden. Men når barnet med tiden skærer ned, skal du selvfølgelig være opmærksom på, at der er nok fedtstof i det du serverer for dit barn.

Dagmar på 10 måneder får lov til selv at spise

Dagmar på 10 måneder får lov til selv at spise – og nyder det!

Giv slip og nyd det
Bekymringer og stress i forældrene ved middagsbordet kan også smitte af på barnet og skabe en uønsket negativ stemning, som kan påvirke barnets oplevelse af maden. Hvis du derimod hygger dig, vil dit barn også synes det er sjovt.
De fleste synes, det er fantastisk at følge barnets udvikling og mødet med maden. Det er en sjov tid; hvordan reagerer han på smagen af guacamole? Hvad siger han mon til fiskefrikadeller og remoulade?
Men før du rigtig kan nyde den periode, er det vigtigt, at du giver slip og stoler på dit barn: Lyt til hans signaler og giv ham mælk, når han er sulten. Stol på at han kan sige til; han har gjort det de første mange måneder af sit liv, hvorfor skulle det pludselig forandre sig?

Share

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *