Tag-arkiv: fejlsynkning

Nyt studie: BLW er sikkert og skaber madglæde

New Zealandsk studie med 200 børn konkluderer, at det er trygt at lade småbørn spise selv, og at det ikke påvirker deres vægt hverken positivt eller negativt

Verdens første randomiserede studie* som sammenligner børn, der spiser selv med børn der bliver madet1,2 er nu færdigt.
BLISS**-studiet konkluderer, med en grundig sammenligning af skemadede og selvspisende børn, at baby-led weaning (BLW) er en sikker og forsvarlig tilgang til overgangsperioden, der fremmer madglæden, reducerer forekomsten af neofobi (frygten for nye madvarer) og kræsenhed, og forlænger tiden, hvor barnet bliver fuldammet.

Baby-led weaning er sikkert og forbundet med flere fordele
Siden bogen ”Jeg kan godt selv – en introduktion til baby-led weaning” udkom i 2015 er BLW blevet en mere udbredt metode i Danmark. At lade sit barn spise selv og sanse maden har vundet frem, men både forældre og sundhedspersonale har udtrykt bekymringer om, om BLW-børn får nok at spise, får dækket deres jernbehov og ikke mindst om de er i større risiko for fejlsynkninger. Dette studie er utroligt vigtigt i forhold til de bekymringer. Studiet konkluderer nemlig, at når man sammenligner gruppen af selvspisende børn med de børn der bliver madet på traditionel vis, er der ikke forskel på vækst, forekomsten af jernmangel eller antallet af kvælningsepisoder (læs mere om studiet og kvælningsrisiko her).

Der var heller ingen forskel i energiindtag mellem de to grupper. En af de største indvendinger forældre, der praktisere BLW, møder er bekymringen om, hvorvidt deres børn får nok mad. Der kan gå mange måneder før BLW-børn, lærer hvordan ”rigtig mad” skal tygges og sluges, så det ender i maven. (Samme studie har i øvrigt også vist, at det er overvurderet, hvor lang til det tager børn der får skemad at lære at spise og synke ”rigtig mad”). Når man ser på hvor næringsrig og fedtholdig modermælk er, er det ikke overraskende at BLW-børn trives og vokser som de skal. I studiet var der faktisk lidt flere BLW-børn, der faldt i kategorien overvægtige på vækstkurven, da de var 12 og 24 måneder. Denne forskel var ikke statistisk signifikant, men det tegner et godt billede af, at bekymring omkring BLW-vækst og -trivsel ikke er underbygget.
Skeptikere vil nok påpege at BLISS ikke er BLW, fordi forældrene i studiet er blevet rådgivet og vejledt i forhold til børnenes ernæring m.m., hvor mange BLW-forældre står alene. Hvis du er interesseret i at praktisere BLW, vil vi anbefale at du køber vores bog ”Jeg kan godt selv – en introduktion til baby-led weaning”, hvori vi netop, ligesom i BLISS-studiet, skriver mere uddybende om sikkerhed, ernæring og jern. Du kan købe bogen her.

BLW forebygger ikke fedme i overgangsperioden
Et britisk studie fra 2015 har fremhævet mindre overvægt som en fordel ved baby-led weaning. Det nye BLISS**-studie fra New Zealand afviser denne påstand.
Studiet fandt ikke evidens for at BLW-metoden førte til en lavere forekomst af overvægt gennem børnenes første to år. I BLISS-studiets konklusion er der ingen signifikant forskel i vægt mellem gruppen af børn der spiser selv og børn der bliver madet.
Faktisk viste studiet at forældrene til børnene der spiste selv, oplevede at børnene var mindre ”satiety responsive” (altså mindre opmærksomme på deres mæthedsfornemmelse) og mere madglade i forhold til kontrolgruppen der fik skemad. Der var altså hverken forskel på vægt eller energiindtag i de to grupper, i de første to år, og derfor ikke belæg for at sige, at BLW giver en sundere vægt i overgangsperioden.

BLW-børn ammer længere
Det har længe været en global folkesundhedsstrategi at øge længden af fuldamning, altså den tid hvor barnet udelukkende ammes, og her spiller tilgangen til overgangskosten en stor rolle.
Flere andre studier har tidligere vist en sammenhæng mellem BLW og længere fuldamning, men uden at kunne bevise årsagssammenhæng. Det kan dette studie: I BLISS-gruppen fulgte 65% WHOs retningslinjer om ikke at introducere fast føde før 26 uger (seks måneder), hvor det kun var 18% i kontrolgruppen, der ventede så længe. Medianen for introduktion af fødevarer var 22 uger i BLISS-gruppen og 17 uger i kontrolgruppen.

Baby-led weaning giver madglade og madmodige børn
Under studiet vurderede og noterede forældrene deres børns spiseadfærd. Konklusionen er, at når børn får lov til at spise selv, fremmer det madglæden (dette var dog kun signifikant ved 12 måneder) og nedsætter neofobi og kræsenhed.
Studiet konkluderer at BLW er lige så sikkert som almindelig overgangskost, og at forældre derfor uden bekymring kan vælge den metode, de ønsker for deres barn. BLW-vejen kan endog anbefales i forhold til at nedsætte fødevarefobi, fødevareafvisning og øge madglæden.
Forklaringer og noter:

* I BLISS-studiet (Baby-Led Introduction to SolidS)** er forældre til 200 børn blevet tilfældigt udvalgt til enten at praktisere en modificeret form for BLW kaldet BLISS eller almindelig overgangskost. Børnene blev derefter fulgt igennem to år. Studiets formål var at undersøge, hvordan en baby-led tilgang påvirker forekomst af overvægt, jernstatus, vækst, kvælningsrisiko og spiseadfærd.

** Forældre i BLISS-gruppen blev instrueret i, at fødevarer skulle være tilberedt, så det kunne moses mellem tungen og ganen, eller store og seje nok til at små stykker ikke bides af, når de suges og tygges, som f.eks. Strimler af kød (specielt i de tidlige måneder). Derudover blev forældrene instrueret i at til at tilbyde energitætte og jernholdige fødevarer ved hvert måltid.

 

1Taylor, R.W., Williams, S.M., Fangupo, L.J., Wheeler, B.J., Taylor, B.J., Daniels, L., Fleming, E.A., McArthur, J., Morison, B., Erickson, L.W. and Davies, R.S., 2017. Effect of a baby-led approach to complementary feeding on infant growth and overweight: a randomized clinical trial. JAMA pediatrics.

2Lakshman, R., Clifton, E.A. and Ong, K.K., 2017. Baby-Led Weaning—Safe and Effective but Not Preventive of Obesity. JAMA pediatrics.

Share

Baby-led weaning øger ikke risikoen for fejlsynkning i overgangsperioden

Nyt studie slår fast: der er ikke øget kvælningsrisiko forbundet med baby-led weaning (BLW), praktiseret med visse sikkerhedsforanstaltninger*  

Verdens første randomiserede studie (læs beskrivelsen af studiet i næste afsnit) som sammenligner børn der spiser selv, med børn der bliver madet, har kortlagt antallet af fejlsynkninger og sammenlignet de to grupper. Undersøgelsen viste at der ikke, på noget tidspunkt i det første leveår, var forskel i hyppigheden af kvælningsepisoder, i Danmark ofte kaldet fejlsynkninger, mellem de to grupper1.
Forekomsten af fejlsynkninger og aktivering af brækrefleksen, blev vurderet via spørgeskema, som forældrene udfyldte da deres børn var syv, ni og 12 måneder samt daglige noter de lavede, da børnene var seks og otte måneder. I alt blev komplet data samlet for 162 børn.

Kun det andet studie i verden
En af årsagerne til, at Sundhedsstyrelsen i Danmark, på nuværende tidspunkt, ikke kan anbefale baby-led weaning, er manglende forskning i kvælningsrisikoen forbundet med metoden. Kun ét studie har tidligere sammenlignet forekomsten af såkaldte fejlsynkninger; de situationer, hvor barnet får sunket maden forkert, så det ender i luftrøret og det potentielt kan udvikle sig farligt.
Det tre år gamle studie fra New Zealand2 fandt ingen øget risiko for fejlsynkning med BLW i forhold til skemadning. Nu kommer det såkaldte BLISS-studie, også fra New Zealand, altså frem til samme resultat.

I BLISS-studiet er forældre til 200 børn blevet tilfældigt udvalgt til enten at praktisere en modificeret form for BLW kaldet BLISS (Baby-Led Introduction to SolidS) eller almindelig overgangskost. Børnene blev derefter fulgt igennem to år. Studiets formål var at undersøge, hvordan en baby-led tilgang påvirker forekomst af overvægt, jernstatus, vækst og kvælningsrisiko.
Resultaterne fra studiet er begyndt at komme og det nyeste viser altså, at der ikke, som mange ellers frygter, er større risiko for en fejlsynkning hos et barn der spiser selv end hos et barn der bliver madet.

I studiet har man kigget på både ”gagging” og ”choking”. At et barn ”gagger” betyder at barnets brækrefleks bliver aktiveret. Det er ikke en fejlsynkning, men en refleks hos barnet, som beskytter mod at få mad for langt tilbage i munden. Noget der altså vil ske for at undgå en evt. fejlsynkning; Barnet er altså ikke ved at blive kvalt. Du kan se, hvordan det ser ud, når brækrefleksen bliver aktiveret her. Brækrefleksen vil især blive aktiveret i den periode, hvor barnet er ved at vænne sig til og lære at have rigtig mad i munden.
Da børnene var seks måneder gamle var der signifikant flere episoder med en aktiveret brækrefleks i BLISS-gruppen sammenlignet med børnene der fik skemad. Dette var dog, ikke overraskende, lige omvendt da børnene var blevet otte måneder gamle. Det viser, at børn der spiser selv, hurtigt lærer at håndtere maden i munden. Børn der bliver madet skal først senere til at tilegne sig samme evner.

Fejlsynkning er ikke ualmindeligt i overgangsperioden
I både BLISS- og kontrolgruppen havde 35% oplevet at deres børn havde fejlsunket (defineret som at barnet hostede, gispede eller blev helt stille) enten mad eller væske.
Kun tre af fejlsynkningerne havde været så alvorlige at barnet efterfølgende var blevet tilset af en læge. To børn havde fået mælk i den gale hals og det tredje barn var i BLISS-gruppen: her havde en forælder puttet mad i munden på barnet. Det var klart imod de retningslinjerne forældrene havde fået og imod retningslinjerne for BLW generelt.
Kun 23% af alle fejlsynkningerne involverede mad fra studiets liste over fødevarer som anses for at være forbundet med en øget kvælningsrisiko. Studiet viser altså også klart, at en kvælningsepisode kan involvere en bred vifte af forskellige fødevarer og endda væsker. Studiets forskere konkluderer derfor også, at det ikke er muligt at undgå alle fødevarerelaterede kvælningsrisici, uanset hvordan man introducerer mad i overgangsperioden.
Forskerne bag studiet understreger dog, at det er vigtigt at forældre, uanset metode, følger de sikkerhedsprincipper der blev givet til forældre i BLISS-gruppen*, og at alle lærer at håndtere en eventuel kvælningsepisode.

*Forældre i BLISS-gruppen blev bl.a. instrueret i at kun at tilbyde blød mad (defineret som mad der er tilberedt, så det kan moses mellem tungen og ganen), altid lade barnet selv tage mad i munden, tilbyde mad i stykker større end barnets hånd og kun tilbyde mad når barnet sad ret op (altså ikke tilbagelænet).

1Fangupo, L. J., Heath, A.-L. M., Williams, S. M., Erickson Williams, L. W., Morison, B. J., Fleming, E. A., … Taylor, R. W. (2016). A Baby-Led Approach to Eating Solids and Risk of Choking. Pediatrics, 138(4). http://doi.org/10.1542/peds.2016-0772

2CAMERON, S.L., TAYLOR, R.W. and HEATH, A.L., 2013. Parent-led or baby-led? Associations between complementary feeding practices and health-related behaviours in a survey of New Zealand families. BMJ open, 3(12), pp. e003946-2013-003946

Her kan du se Falcks video om 1. hjælp til småbørn der har fået noget galt i halsen

Share