Tag-arkiv: forudbestilling

Ny udgave af ”Jeg kan godt selv” til salg

Inden sommeren er gået har vi solgt 1.000 eksemplarer af bogen ”Jeg kan godt selv – en introduktion til baby-led weaning”. Og nu udkommer vi med en 2. udgave af bogen

Vi tillader os at føle os heldige og kalde vores bog en succes. 1.000 solgte eksemplarer af en selvudgivet bog om noget der vist godt kan kaldes en niche. Det er super fedt og tak til alle vores glade læsere.
Baby-led weaning er, siden vi udkom med bogen ”Jeg kan godt selv – en introduktion til baby-led weaning”, blevet mere udbredt i Danmark.
Vi har fortalt om metoden i diverse medier og Sundhedsstyrelsen omtaler den i de nyeste retningslinjer om mad til spædbørn. I forbindelse med større kendskab til metoden, opstår der også flere spørgsmål. Der er kommet mere relevant forskning på området. Derfor har vi de sidste måneder arbejdet på at lave en opdateret udgave af bogen.

Flere sider og mere viden
Vi har tilføjet godt 40 sider. Der er kommet flere billeder i, men også mere viden. 2. udgaven indeholder blandt andet:

  • Ny relevant forskning i kost til småbørn og specifikt baby-led weaning
  • Flere film med BLW-forældre, som deler deres valg, oplevelser og erfaringer
  • Oversigter over f.eks. frugt og grønt i sæson og jernholdige fødevarer
  • Yderligere forklaringer omkring allergier og fejlsynkning
  • Vigtig viden om dit barns naturlige spiseudvikling, og hvordan du støtter fremtidige sunde spisevaner

Denne opdaterede udgave forholder sig selvfølgelig også til de nyeste officielle anbefalinger om mad til småbørn fra Sundhedsstyrelsen.

Vores grafiker har kæmpet sig igennem de mange ændringer og tilføjelser, og vi synes, vi har fået en endnu mere flot og indbydende bog ud af det.

Ny forside

Smugkig på den næsten færdige forside til 2. udgave af bogen

Et smugkig på den næsten færdige forside til 2. udgave af bogen

Det er vigtigt for os, at du kan se forskel på, om det er 1. eller 2. udgave af bogen du støder på. Derfor har vi lavet en ny forside til den. Vi har fået taget et nyt billede og lavet lidt om på designet. Det er stadig samme stil, men nu kan du nemt se, hvilken bog du står med i hånden.

Lageret af 1. udgaven er tømt og den nye bog er på vej i trykken. Hvis du vælger at købe den nu, kan du få den til en særlig intropris. Vi sender den afsted så snart vi har fået bøgerne ud af trykken (forventet medio august).
Vi arbejder på at få flere forhandlere rundt i hele landet, så du også kan gå i en butik nær dig og købe den, i stedet for at vente på PostNordens levering.

 

Share

Vi har skrevet en bog – du kan købe den

Endelig fik vi lov at stå med bogen i hænderne, fastsætte en pris og sætte den til salg

Det var med rystende knæ, koldsved og røde kinder vi i fredags kørte til Taastrup for endelig at hente de første prøvetryk af vores bog. De har været lidt for lang tid undervejs og vi er bagud i forhold til vores tidsplan. Men vi løber afsted og ser med glæde frem mod målet: Fredag d. 13.2. hvor vores bog endelig er i hænderne på en masse forældre rundt i Danmark.

Nu er det en bog
Trykkeriet ligger i et industriområde i Taastrup. Vi gik ind og døren og fik hurtigt vores to eksemplarer af bogen i hænderne. Underlig oplevelse. Pludselig var det ikke længere bare et dokument på en computerskærm eller en stor stak papirer på et bord. Det var ikke længere grundig gennemgang af orddelinger, farvevalg og stikordsregister. Det var en bog. Vi har skrevet en bog!

Det var godt at få lavet et prøvetryk, så vi kan nå at rette alle de småting, der stadig mangler at blive gjort noget ved. Det ser ud på én måde på en computerskærm, og på en helt anden i en bog. Vi skal have justeret nogle farver, skrifttyper, billeder og tegninger.
Men vi er generelt rigtig glade for resultatet, og stolte af vores arbejde og vores samarbejdspartnere.

Køb bogen nu og stå med den i hænderne på udgivelsesdagen

Den danske bog om baby-led weaning også kaldet BLW

Den færdige forside til den første danske bog om baby-led weaning

Den første danske bog om baby-led weaning udkommer fredag d. 13. februar og kommer til at koste 229 kroner. Men allerede i dag kan du sikre dig et eksemplar af bogen Jeg kan godt selv – en introduktion til baby-led weaning og endda som et særligt introduktionstilbud med 15%s rabat.

Du kan købe den her.

Når vi har modtaget din bestilling og betaling, sender vi dig en bekræftelse på e-mail, og så skal du bare vente på, at posten kommer fredag d. 13. februar.

 

 

Her kan du se og læse nogle enkelte sider fra bogen.

Introduktionstilbuddet gælder kun indtil d. 25.1.

Share