Tag-arkiv: sponsor

Sushi-spisende babyer til højbords

Der var god stemning om bordet, da fem BLWbabyer delte et fad sushi og en masse bær, mens fotograf Lars Bech skød løs, for at få det billede, der skal på forsiden af den første danske bog om BLW

Vi havde brugt formiddagen på at arrangere møbler og baggrund samt forsøge at bekæmpe de voksende sommerfugle i maven med kopper af te. Det var i går det endelig skulle ske: Der skulle tages foto til forsiden af ”Jeg kan godt selv – en introduktion til baby-led weaning”.

Klokken slog 12 og så gik det løs
Fra middag begyndte det at vælte ind; først dagens menu, som bestod af en masse sushi og tilbehør. Derefter kom den første baby-model med mor, fotografen og så gik det ellers slag i slag med klapvogne, der skulle parkeres i opgangen og babyer, der skulle skifte tøj, frem til vi ramte kl. 13 og alle var mødt op og klar til fotosession.
Efter flere mørke og våde dage i træk, kom solen endelig frem og fem dejlige babyer sad i nyt tøj fra EN FANT ved et bord dækket med hvid dug og sushi en masse. Så gik det løs.

Ingen af dem havde umiddelbart fået sushi før, men Mads, Vigga Nora, Tobias, Augusta og Villads tog alle nysgerrigt fat i nigiri og makiruller. De smagte på rå fisk, kødboller på pinde og syltet ingefær med netop den selvfølgelighed, som kun babyer kan mønstre i mødet med noget helt nyt og ukendt. Velkendte friske blåbær, jordbær og hindbær var nu også et hit.

Glade forældre og børn
Forældrene stod på sidelinjen og nød børnenes nysgerrighed og interaktion. Børnene stjal mad fra hinanden, madede sidemanden og tog hele postyret med overraskende godt humør.
Fotografen blitzede løs, og i løbet af et kvarter, var de første 100 billeder taget.
Gulvet blev stadig mere klistret af sushiris, men humøret holdt og der blev spist igennem og fotograferet i omkring en halv time.

På mindre end en time var det hele afviklet, trætte babyer på vej afsted i klapvogne, biler og fly og vi greb til klude for at få ryddet op efter dagens fest.

De næste dage skal vi sortere igennem de flere end 100 fotos og vælge de allerbedste ud, så vores grafiker kan komme i gang med at lave forsiden. Vi glæder os sådan til at vise jer, det endelige resultat.

Fotograf Lars Bech og Villads ser på billeder

Fotograf Lars Bech og Villads ser på billeder

Tak til alle forældre og glade babyer, til EN FANT for tøj og til solen for at skinne på os

Share

Tøj og babyer til forsiden

Det fine tøj fra EN FANT er kommet, vi har fastlagt en dato og er i gang med at finde dejlige babyer

Vi glæder os så meget. Når vi rammer november er det endelig tid til, at vi kan begynde at få en fornemmelse af, hvordan forsiden på vores bog “Jeg kan godt selv” kommer til at se ud – i virkeligheden og ikke bare i vores hoveder. Til den tid er vi nemlig ovre fotosession og billederne er blevet sendt til vores grafiker i London.

Baby gourmet-middag
Endelig er datoen for fotosession blevet lagt fast. Fotografen er booket, tøjet fra vores tøjsponsor er dukket op og vi er ved at finde de 6 BLW-babyer, som skal være stjerner til vores gourmet-middag.

Babyerne skal sidde og spise i tøjet fra EN FANT. Efterfølgende får de tøjet med hjem.

Tøj fra EN-FANT til BLWbørn  EN FANT tøj til BLWbørn

Vi får dækket et flot bord og arbejder lige nu på, at få en lækker gourmetmenu på plads.
Børnene skal selv spise ved bordet, og så får vi taget en masse billeder til både forside, opslag og stemningsbilleder i bogen.
6 selvspisende babyer om ét bord – sikke en fest!

Vi glæder os selvfølgelig til dagen for BLW-middagen, men med babyer er alting jo uforudsigeligt. Så der er også en del nerver på. 

Share

EN FANT til les enfants i bogen

Tøjmærket EN FANT har indgået aftale om sponsorat af tøj til billederne i bogen

Der skal selvfølgelig tages en del billeder til sådan en bog, og i vores, skal der selvsagt være billeder af lækre børn og babyer. I den forbindelse har vi indgået en aftale med EN FANT som tøjsponsor. Vores første kommercielle samarbejde.

Vi har fået tre sæt lækkert tøj fra deres forårs/sommerkollektion 2015. Tøjet skal bruges, når vi i august skal have taget billede til bogens bagside. Det er vores børn, der skal have tøjet på i den forbindelse. Alle vores til sammen 3 børn er BLW-børn, så de skal med på billedet.

Det kan også blive dit
Men EN FANT har også sagt ja til at sponsere tøj til den baby-middag, vi vil arrangere, når der skal tages billeder til bogens forside og indhold. Og det kan være, det bliver dit barn, der skal have tøjet på og være med i bogen! Og dig, der skal have tøjet med hjem bagefter… Dit barn skal være mellem 7 og 10 måneder og passe en str. 74 – og selvfølgelig selv spise. Men mere om det når vi nærmer os photoshoot’et, som bliver i oktober/november.

EN FANT

Share