Tag-arkiv: WHO

Myten om det åbne vindue

Mange forældre har hørt fra sundhedsplejersker, familie eller venner, at børn mister interessen for ”rigtig mad”, hvis de ikke får det tilbudt, før de fylder seks måneder. De siger, der er et såkaldt ”åbent vindue” for, hvornår småbørn kan introduceres for mad.

– Hvis du venter for længe med at tilbyde barnet mad, vil det ikke være interesseret i rigtig mad.
Det hører du måske i dit netværk eller læser på Internettet.
Mange taler om ”det åbne vindue” som en bestemt periode, hvor dit lille barn er interesseret i og klar til at begynde på at spise. Tidspunktet er oftest, når barnet er omkring fire til fem måneder.
På samme tid anbefaler både WHO og Sundhedsstyrelsen i Danmark dog, at man skal vente med at introducere andet end mælk, til barnet er blevet seks måneder.
Hvad er baggrunden for historien om ”det åbne vindue”? I denne blog vil vi komme omkring, forskellige årsager til påstanden om, at børn mister interessen for fast føde, hvis man følger anbefalingerne og fuldammer/giver flaske de første seks måneder af barnets liv.

Børn under fem måneder accepterer skeen bedre
– Se nu kommer flyveren. Åbn munden. Flyveren kommer med mad!
Med stort smil, ske der leger flyver og motorlyde på læberne, prøver en ivrig forælder at få sit modvillige barn til at tage skeen med grød i munden.
Tal fra en stor britisk undersøgelse (Infant Feeding Survey)1 viser, at gennemsnitligt 11% af alle mødre rapporterede vanskeligheder i forbindelse med introduktion af fast føde. Undersøgelsen, som bliver lavet i Storbritannien hver 5. år, er baseret på spørgeskemaer fra over 10.000 forældre (mødre).

Men samme studie viser også, at det langt fra er en skrøne, at flere forældre oplever, at deres børn afviser skeen, når de introducerer fast føde til deres børn på seks måneder, sammenlignet med forældre der gør det tidligere; Infant Feeding Survey viser nemlig, at problemer, som f.eks. manglende interesse for at spise fast føde, forekommer langt hyppigere end hos gennemsnittet i gruppen af børn, der var fem til seks måneder og over seks måneder, når de fik tilbudt fast føde. Her rapporterede hele 17% af forældrene, at de oplevede problemer.

Hvad er årsagen til denne store forskel? Det er vigtigt at se på, hvad der ligger bag tallene, og ikke blot konkludere, at fordi det er sværere for forældrene at få børnene til at spise, når de er seks måneder, skal børnene have mad tidligere end de officielle anbefalinger siger.
Den gruppe forældre, der meldte om færrest problemer i forbindelse med at introducere fast føde til deres børn, var de forældre, der gav mad til deres børn allerede da børnene var mellem tre og fire måneder gamle. I denne gruppe var det kun 7% af forældrene, der oplevede modstand eller andre problemer.

Hvad viser disse tal? At børn skal have fast føde tidligt for at mindske udfordringerne med, at børn på seks måneder afviser skeen? I så fald må vi konkludere, at spædbørn skal starte på fast føde allerede, når de er tre måneder, for der protesterer de tydeligvis mindst.

Men man kan også argumentere for, at børn på tre og fire måneder ikke er udviklet nok motorisk og kognitivt til at protestere. Et så lille barn vil ikke være i stand til hverken at synke eller spytte mos ud bevidst. Det vil ikke være i stand til at skubbe skeen væk, og barnet vil givetvis ikke have meget forståelse eller bevidsthed om situationen.

Studiet måler forældrenes ”problem”, ikke børnenes
Det er også vigtigt at undersøge, om de ”problemer” forældrene oplever, reelt er problemer, og om de har nogle negative konsekvenser for barnet.

Det kan være frustrerende, når vores børn protesterer og sætter deres vilje igennem, både når det gælder om at komme hurtigt ud af døren, at få en ren ble, eller at spise den mad vi giver dem.
Men det er ikke det samme, som at det har uhensigtsmæssige konsekvenser for vores børns sundhed, at de ikke bare passivt åbner munden og tager skeen. Børn på seks måneder er blevet mobile, de kan sidde op og deltage aktivt i et væld af aktiviteter. De er små forskere, der undersøger alt de kan få deres fingre i.
Studiet her viser altså reelt kun, at ældre børn har et langt større behov for autonomi og kan kommunikere dette klart til deres forældre.
Der er ikke nogen forskning, der viser, at der skulle være negative konsekvenser i forhold til f.eks. senere kræsenhed eller spisemønstre, forbundet med at vente med at introducere fast føde til barnet er et halvt år. Tværtimod viser den eneste kohorteundersøgelse, (en gruppe personer fulgt over tid) der har fulgt BLW-børn samt børn, der fik skemad, at der var sammenhæng mellem tidlig introduktion af mad og øget kræsenhed, når børnene var 18-24 måneder.
Mindre kræsenhed var derimod forbundet med ”less maternal control” altså mindre kontrollerende mødre samt længere varighed af amning.2

”Det åbne vindue” er altså ikke blot en skrøne. Men hvis du vælger at følge anbefalingerne fra WHO og Sundhedsstyrelsen om at vente til barnet er seks måneder, kan du jo overveje at lade barnet spise selv.
Læs mere om stressfri introduktion af mad vha. baby-led weaning her.
Læs evt. mere om, hvorfor du skal vente i denne blog.

1McAndrew, F., Thompson, J., Fellows, L., Large, A., Speed, M. and Renfrew, M.J., 2012. Infant feeding survey 2010. Leeds: Health and Social Care Information Centre.

2Brown, A., and M. D. Lee. “Early influences on child satiety‐responsiveness: the role of weaning style.” Pediatric obesity 10.1 (2015): 57-66.

Share

Når barnet skal spise selv

I Danmark mader vi vores børn. En ny metode der hedder baby-led weaning (BLW), hvor barnet selv styrer overgangen fra mælk til mad, vinder dog frem. Bekymringer omkring metoden lyder især, at barnet ikke får næring nok. Men hvis du netop lader barnet styre, er der ingenting at være bekymret for. Faktisk understøtter BLW-metoden netop alt det vi ved, fremmer sunde spisevaner.

Den lille baby ligger hos mor og sutter lystigt på flasken eller brystet. Både modermælk og erstatning er sammensat, så det dækker alle behov hos det lille barn. Men når barnet bliver seks måneder, er det nødvendigt, at barnet får andet end mælk, og diæten skal nu suppleres med rigtig mad. Traditionelt har det betydet, at mor eller far mader barnet med grød eller mos tilsat ekstra fedtstof. Men alternativet baby-led weaning (BLW) vinder frem i hele verden, og er også blevet en del af mange danske børnefamiliers hverdag.

Fedt er god energi
Vores børn har meget små maver, men et stort behov for energi til at vokse, udvikle sig og udforske verden. Der er mest energi i fedt, og derfor er det vigtigt, at de får nok fedtstof. Hvis du fylder den lille mave med kartoffel-gulerodsmos, er det derfor essentielt, at du husker at tilsætte olie, smør, modermælk eller erstatning. Baby-led weaning metoden tilbyder en anden løsning: Lad barnet få sin energi fra modermælk eller erstatning, og derefter selv gumle på en kogt gulerod og en braset kartoffel. Barnet vil aldrig fylde sin mave så meget med kartoffel og gulerod, at han ikke kan ”spise” sin mælk. Men han får lov at smage på maden og selv opleve, at mad stimulerer både syns-, smags-, lugte- og følesansen, vækker hans nysgerrighed og træner hans motorik.

De kan godt selv
Baby-led weaning betyder at lade barnet styre overgangen fra mælk til mad selv. Som forældre skal vi altså ikke bestemme hvad, hvornår og hvor meget børnene skal spise, men vi skal lade børnene selv finde vej fra amning/flaske til fulde måltider af rigtig mad. Små børn er gode til selv at regulere, hvor meget de har behov for at spise: Hvis de får meget fed mad, skærer de automatisk ned på mængden af mælk[1]. BLW-barn med rørægDet er denne evne BLW er baseret på, og derfor du kan stole på, at dit barn selv kan finde vejen fra mælk til mad uden at mangle noget. Sundhedsplejersker taler tit om, at du skal give dit barn energiberiget mad, og at det er svært, hvis barnet ikke får mos og grød. Men BLW-børn bliver netop ikke madet med en masse grød, som fylder maven og fortrænger det mest kalorieholdige du kan tilbyde dit barn; modermælk (50 procent at kalorieindholdet i brystmælk kommer fra fedt). BLW-børn får rigeligt med næring. Et britisk studie med flere end 700 børn, fandt ingen vægtforskel på BLW-børn, og børn der havde fået skemad, i det første leveår. Selvom BLW-børnene havde fået dækket langt større dele af deres kalorieindtag fra brystmælk/flaske, end børnene der var blevet madet, voksede de altså stadig som de skulle[2].

Omkring seksmånedersalderen begynder børn at kunne sidde og selv holde hovedet. De kan samle mad op og tage det i munden og på den måde begynde at udforske, hvad mad er. Der findes stadig ingen kobling mellem mad og mæthed i deres hjerne, men de kan godt selv udforske og opleve maden. Netop i denne alder vil børnene også være meget interesserede i selv at få lov, nu de endelig kan noget selv, efter mange måneder på ryggen, hvor de har været dybt afhængige af mor og far. Som forældre skal vi sætte rammerne for et måltid med nærende og spændende mad, positive oplevelser og sørge for at barnet er mæt af modermælk eller erstatning. Vi behøver ikke tage kontrol over børnenes forhold til mad.

Børn der får lov at spise selv, er mindre overvægtige end børn der bliver madet

Børn der får lov at spise selv, er mindre overvægtige end børn der bliver madet

BLW-børn er mindre overvægtige og mindre kræsne
Efter BLW er blevet udbredt rundt omkring i verden, er ernæringseksperter også begyndt at forske i hvad metoden betyder for børnenes vægt og deres forhold til mad. Forskerne har fundet, at BLW-børn ikke er i større risiko for undervægt, end børn der bliver madet [2]+[3] faktisk har man fundet, at BLW-børn har bedre appetitregulering og mindre risiko for overvægt[3].

Man har også fundet ud af, at børn der får lov at spise selv, er mindre kræsne og mere nysgerrige på ny mad, end børn der er blevet madet[3]. BLW-børn oplever fra starten at være en del af familiens måltid, forældrene er mindre stressede og bekymrede omkring børnenes madindtag og dermed får børnene et mere afslappet og positivt første møde med mad[2].

Risikoen for fejlsynkninger (hvor barnet får maden i luftrøret og ikke spiserøret) er selvfølgelig meget vigtig at være opmærksom på. Du må aldrig lade dit barn sidde alene med maden. Men at du mader dit barn, fjerner ikke risikoen for fejlsynkning. I New Zealand har man sammenlignede forekomsten af ”gagging” (aktivering af brækrefleksen – læs om brækrefleksen) og kvælningsepisoder mellem BLW-børn, og børn der blev madet, og der var ingen forskel på antallet af tilfælde i de to grupper[4]. Dette studie viser, at man kan opleve episoder med enten en aktiveret brækrefleks eller en reel fejlsynkning, uanset om man praktiserer BLW eller mader sit barn.

Kan man kombinere BLW med skemad?
Du kan godt lade dit barn spise fingermad fra familiens måltid, samtidig med at du mader ham med mos og grød. At kombinere er dog ikke baby-led weaning.
Baby-led betyder babystyret. Så snart mor eller far ske-mader moset mad tilsat ekstra kalorier, vil barnet skære ned på mælkeindtaget og vil så være afhængig af forældrenes hjælp til, at få dækket sit behov for næring. Det er ikke længere barnet selv, som lige så stille erstatter mælk med den mad, han bliver bedre og bedre til selv at spise.
Den danske Sundhedsstyrelse anbefaler, at børn ammes frem til de bliver et år – og gerne længere. Forskning har vist, at BLW-børn ammer længere end børn der bliver madet[5]. Mange der mader deres børn med mos/grød tilsat fedtstof, vil opleve at barnet begynder at skære ned på amningerne. Dermed falder mælkeproduktionen, barnets behov for næring fra mosen stiger, og efterhånden vil amningen helt stoppe. Den evne som BLW netop udnytter til selv at lade barnet styre overgangen, bliver det der betyder, at amningen for mange stopper inden barnet er et år. Der er simpelthen ikke efterspørgsel på modermælk længere, og det gør det rigtig svært at lave en kombination af skemad, fingermad og fortsat amning.

Så lad bare børnene – de kan godt selv.

(BLW er selvfølgelig kun for raske og normalt udviklede børn)

[1] COHEN, R.J. and BROWN, K.H., 1994. Effects of age introduction of complementary foods on infant breast milk intake, total energy. Lancet, 344(8918), pp. 288

[2] BROWN, A. and LEE, M., 2011. Maternal control of child feeding during the weaning period: differences between mothers following a baby-led or standard weaning approach. Maternal and child health journal, 15(8), pp. 1265-1271

[3] BROWN, A. and LEE, M.D., 2013. Early influences on child satiety-responsiveness: the role of weaning style. Pediatric obesity, (Online Version, ahead-of-print)

[4] CAMERON, S.L., TAYLOR, R.W. and HEATH, A.L., 2013. Parent-led or baby-led? Associations between complementary feeding practices and health-related behaviours in a survey of New Zealand families. BMJ open, 3(12), pp. e003946-2013-003946

[5] TOWNSEND, E. and PITCHFORD, N.J., 2012. Baby knows best? The impact of weaning style on food preferences and body mass index in early childhood in a case-controlled sample. BMJ open, 2(1), pp. e000298-2011-000298. + BROWN, A. and LEE, M., 2011a. A descriptive study investigating the use and nature of baby-led weaning in a UK sample of mothers. Maternal & child nutrition, 7(1), pp. 34-4

Share

Hvornår skal baby have fast føde?

At baby endelig skal have noget andet end modermælk eller erstatning er en stor oplevelse for både forældre og barn. Når man praktiserer BLW, skal man vente til cirka seks måneder med at tage det skridt. Og det er faktisk netop det, myndigheder og eksperter anbefaler

I dag begynder omkring 70 procent af danske forældre, at give deres barn fast føde (defineret som alt andet mad og drikke end modermælk eller modermælkserstatning) inden barnet er seks måneder. Det gør de på trods af, at både WHO og den danske Sundhedsstyrelse anbefaler, at man venter til seks måneder.

WHO’s anbefaling er baseret på studier der viser, at fuldamning de første seks måneder ikke har uhensigtsmæssige konsekvenser for barnet i forhold til vækst og ernæringsstatus. Samtidig viste studier, også fra Europa (Hviderusland), at fuldamning i de første seks måneder, sammenlignet med kun fire måneder, mindskede risikoen for mave-tarm infektioner hos børnene[1] (Læs WHOs rapport “The optimal duration of exclusive breastfeeding” ). Nogle børneernæringseksperter har dog sat spørgsmålstegn ved, om disse studier, der hovedsageligt er udført i u-lande, kan sammenlignes med forholdene her i Vesteuropa[2]. Derfor bliver det stadig diskuteret, om der også her i Danmark, er en fordel i forhold til mave-tarm infektioner. Men det er i hvert fald sikkert, at der ikke er nogle bagsider i forhold til vækst og ernæringsstatus.

Myter om tarmene
Når man taler om at vente til seks måneder med at give fast føde, støder man ofte på argumenter om, at tarmene er umodne tidligere eller at de enzymer, der skal fordøje maden, ikke findes før i 6-månedersalderen. WHO’s anbefalinger er ikke baseret på, at børn ikke er fysiologisk parat til at indtage fast føde før, de er fyldt seks måneder. Når et barn er over fire måneder, er fordøjelsessystem og nyrer udviklet til så småt at kunne håndtere fast føde[3]. Barnets tarme vil altid være umodne før fast føde bliver introduceret, fordi produktionen af fordøjelsesenzymer netop bliver stimuleret som en reaktion på, at tarmene bliver udsat for rigtig mad. En øget risiko for allergier, diabetes og cøliaki (glutenallergi) er alene forbundet med introduktion af fast føde før fire måneder, og ikke ved introduktion af mad mellem fire og seks måneder[3].

Vent og reducér risiko for overvægt og tarminfektioner
Selvom der måske ikke er den store risiko forbundet med at introducere fast føde til børn over 4 måneder i vores del af verden, så det giver altså stadig mening at tøjle sin egen iver og lade barnet vente med at få fast føde til de cirka seks måneder. Hvis du venter til dit barn er seks måneder, kan du med det samme give barnet den samme mad som I andre får. Derudover kan fuldamning de første seks måneder som sagt reducere risikoen for mave-tarm infektioner.

I tillæg til det, har et forskningsprojekt på Københavns Universitet påvist en sammenhæng mellem tidlig introduktion af fast føde og senere risiko for overvægt. For hver måned man ventede med at introducere mad i alderen mellem fire og seks måneder, faldt risikoen for senere overvægt med 6-10%. Hvis man introducerede mad ved fem måneder frem for fire måneder, var der altså mellem 6 og 10 procent mindre risiko for overvægt senere i livet. Og på samme måde, hvis man ventede til 6-månedersalderen[4].

Hvis du har valgt at bruge BLW-metoden, skal du også af sikkerhedsmæssige årsager, vente til barnet er omkring seks måneder. Det er først i den alder, at børn er stærke nok til at sidde op uden særlig støtte og selv kan håndtere, tygge og sluge mad, der ikke er flydende.

BLW følger anbefalingerne
Når du praktiserer BLW, følger du helt naturligt anbefalingen om fuldamning (eller erstatning) til barnet er omkring seks måneder. Det følger og understøtter også barnets motoriske udvikling. Et barn på fire måneder kan slet ikke spise og synke mad selv, medmindre det er blended helt fint. Derfor er man netop nødt til at give mos og tynd grød, hvis man starter på at give mad allerede ved fire måneder. BLW-børn får rigtig mad fra starten. Med de ovenstående evidensbaserede anbefalinger i baghovedet, skal du som BLW-forælder, lade dit barn vise dig vejen: Hvis dit barn på fem en halv måned sidder fint, holder hovedet og selv kan håndtere blød mad som banan, melon eller et stort jordbær, så lad ham bare være med. Der er ingen forskning, der indikerer at dette på nogen måde skulle være skadeligt.

Det ”åbne vindue”
Sundhedsplejersker taler nogle gange om, noget de kalder ”det åbne vindue”. De vil måske fortælle dig, at hvis du venter for længe med at introducere fast føde, vil dit barn have mistet interessen og det vil blive problematisk at få gang i maden. Denne erfaring er dog baseret på børn, der passivt bliver madet med ske. Skemadning er nok ikke den mest interessante aktivitet for et barn på seks måneder, der elsker at undersøge og udforske alt omkring sig? Jo ældre børn bliver, desto mere bevidste bliver de også. Derfor bliver det sværere at påtvinge dem vores ønsker og behov, og de små begynder at protestere imod passivt at blive madet. Hvis de derimod får lov til helt selv at lege, undersøge og opdage en ny verden af mad og alle de sanseindtryk der følger, er det ikke svært at fange deres interesse. Tværtimod oplever mange forældre, at barnet slet ikke kan få nok af denne nye leg.

Du skal også være opmærksom på, at en del forskning peger på, at hele madvarer skal introduceres, før børn er 9-10 måneder gamle. Venter du længere, er der øget risiko for at børn ikke kan lide klumpet’ mad senere i barndommen, eller at de generelt bliver mere kræsne [5] [6] [7]. Det kommer du nemt udenom, hvis du vælger at gå BLW-vejen.

 

[1] WHO. The optimal duration of exclusive breastfeeding: Report of an expert consultation; world health organization: Geneva, Switzerland. . 2001.

[2] Agostoni, C., Braegger, C., Decsi, T., Kolacek, S., Koletzko, B., Michaelsen, K. F., … & ESPGHAN Committee on Nutrition. (2009). Breast-feeding: A commentary by the ESPGHAN Committee on Nutrition. Journal of pediatric gastroenterology and nutrition49(1), 112-125.

[3] Agostoni C, Decsi T, Fewtrell M, et al. Complementary feeding: A commentary by the ESPGHAN committee on nutrition. J Pediatr Gastroenterol Nutr. 2008;46(1):99-110.

[4] Schack-Nielsen L, Sorensen TI, Mortensen EL, Michaelsen KF. Late introduction of complementary feeding, rather than duration of breastfeeding, may protect against adult overweight. Am J Clin Nutr. 2010;91(3):619-627

[5] Northstone K, Emmett P, Nethersole F. The effect of age of introduction to lumpy solids on foods eaten and reported feeding difficulties at 6 and 15 months. Journal of human nutrition and dietetics. 2001;14(1):43-54

[6] Coulthard H, Harris G, Emmett P. Delayed introduction of lumpy foods to children during the complementary feeding period affects child’s food acceptance and feeding at 7 years of age. Maternal & child nutrition. 2009;5(1):75-85

[7] Lundy B, Field T, Carraway K, et al. Food texture preferences in infants versus toddlers. Early Child Development and Care. 1998;146(1):69-85

Share